Træning af bækkenbund
Dette gøres ved hjælp af knibeøvelser. En struktureret træning igennem en periode på tre måneder er nødvendig for at opnå en effekt, og vil hos halvdelen af kvinderne kunne hjælpe på generne.Gravide, som sørger for at lave deres knibeøvelser under graviditeten, mindsker risikoen for at udvikle inkontinens i op til 6 måneder efter fødslen.
Når du skal finde den muskel, du skal have fat i, for at kunne lave en knibeøvelse, kan du forestille dig, at du sidder og tisser, og ”klipper strålen over” – dette er den muskel der bruges, når du skal lukke af for alle tre åbninger ”for neden” – dit urinrør, din skedeåbning og din endetarmsåbning.
Der findes et utal af forskellige træningsprogrammer til knibeøvelser, og det er ikke muligt at sige, hvilket program, der er det bedste. Men generelt er tre knibesæt, der hver indeholder 8-12 knib i hvert sæt gennemført med højst 1 minuts pause mellem hvert sæt, et godt udgangspunkt for et godt program. Det er desuden muligt at finde apps med forskellige programmer – både af udgaver, hvor en fortællerstemme vil sige, hvad du skal gøre, eller hvor en klokke vil lyde, når du skal henholdsvis knibe og slippe.
For nogen kan det være svært at huske knibeøvelserne, og det kan derfor give en anden motivation at anvende udstyr til udførelse af øvelserne. Herunder kan nævnes vaginalvægte, som isættes ligesom en tampon, hvor man efterhånden som muskulaturen styrkes, anvender tungere og tungere vægte.Derudover findes der forskellige elektriske apparater på markedet, der tilfører skeden elektriske impulser ved hjælp af en vaginal probe. Disse apparater kan desuden være en fordel at anvende for de kvinder, som har svært ved at udføre knibeøvelserne korrekt, hvilket er en udfordring for op mod 1/6 af alle kvinder.
Hvis du har spørgsmål eller er utryg, kan du som altid kontakte os på dit lokale apotek, eller du kan kontakte os her på chatten på DinApoteker.dk
Marts 2021 DinApoteker.dk