Hvad er omgangssyge?
Omgangssyge, roskildesyge og maveinfluenza er alle betegnelser for infektioner i mave-tarmkanalen, som skyldes smitte med primært norovirus eller rotavirus. Som med de fleste andre virusinfektioner, ses udbrud og epidemier primært i vinterhalvåret, idet virus trives bedst i køligere vejr.
Norovirus kan ramme alle, imens rotavirus primært rammer mindre børn under to år. Sygdommen er ekstremt smitsom. Symptomerne er opkast eller diarré – eller begge dele - og mavepine. Nogle gange er der feber til stede, men ikke altid. Når man har været ramt af omgangssyge, er man immun i nogle måneder – men kun overfor den enkelte variant og lignende varianter, man er blevet smittet med. Desværre muterer både norovirus og rotavirus ofte, og derfor kan man altså være uheldig at blive ramt af forskellige varianter, flere gange indenfor sæsonen.
Inkubationstid, varighed af sygdom og smitterisiko
Inkubationstiden, dvs. tiden fra man er blevet smittet, og til virus bryder ud, er normalt 1-3 dage. Opkast varer som regel 1-2 døgn, imens diarré kan vare noget længere – det er ikke unormalt, at diarre for mindre børn kan vare i op til en uge. Man smitter imens symptomerne er til stede, og i 48 timer efter symptomophør. Derfor lyder sundhedsstyrelsens anbefalinger også på, at syge børn bliver holdt hjemme fra institution i 48 timer efter sidste opkastning eller diarré. Det kan virke som enormt lang tid at holde et ”raskt barn” hjemme – men det er omvendt også vigtigt at huske på, at et barn, der stadig udskiller smitte, kan være årsag til, at resten af institutionens børn og voksne bliver smittet. Ligeledes bør personer, der arbejder i sundhedssektoren, og personer, der håndterer fødevarer ikke at møde på arbejde igen, før de har været symptomfrie i 48 timer.
Smitte sker primært ved, at man intager viruspartikler fra en person, der er syg. I blot ét gram diarré eller opkast kan der findes millioner af viruspartikler. Det kræver kun ganske få partikler at blive smittet. Man kan fx blive smittet ved at spise mad, der er tilberedt af en syg person, eller hvis man selv har viruspartikler på hænderne og overfører dem til maden under tilberedning eller spisning. Smitten kan også ske via luften. Opkast kan være meget eksplosiv og danne små dråber (aerosoler), som spredes i rummet og kan indåndes eller lande på overflader. Denne form for smitte ses især i institutioner, hvor mindre børn ofte ikke kan nå at kaste op i toilettet og derfor utilsigtet spreder virus i omgivelserne.
Har man omgangssyge indenfor dørene enten i hjemmet, eller i institutionen, er de rette hygiejnetiltag derfor ekstremt vigtige, for at nedbringe risikoen for smitte.
Omgangssygevirus er ligeglad med sprit
Håndsprit er et effektivt supplement til at slå en masse forskellige viruspartikler og bakterier ned – men norovirus og rotavirus er ekstremt modstandsdygtige idet viruspartiklerne har en ”kappe” om sig, som gør, at de ikke er ikke særligt følsomme overfor håndsprit. Har man været i kontakt med viruspartikler af disse slags, er det en god håndvask, der skal til, for at fjerne partiklerne fra hænderne – med rindende vand og sæbe i 20 sekunder. Sæbe dræber ikke virus, men vasker det af hænderne, så virus lander i afløbet i stedet for.
Virus bliver heller ikke dræbt af gængse rengøringsmidler eller desinfektionsmidler med sprit. Noget af det eneste middel, virusset er følsomt overfor, er klorin. Opløsningen til rengøring skal hedde 1 deciliter klorin til 5 liter vand. Desuden er virusset modstandsdygtig overfor opvarmning op til 60 grader – så tekstiler, service og andet, der har været i kontakt med virus, skal vaskes på minimum 60 grader. Undersøgelser har vist, at omgangssygevirus kan overleve på overflader i 14 dage eller længere.
Behandling af omgangssyge
Til at stoppe diarré fås lægemidler, som enten nedsætter tarmens tømningshastighed, eller som blokerer for indledning af væske til tarmen, så mængden af diarré nedsættes. Diarré har dog en vis funktion i kroppen, idet den ”spuler” tarmen fri for viruspartikler, så ved at anvende stoppende midler, kan man risikere, at virus er længere tid om at forlade tarmen. Der findes dog et middel (tasectan) som virker ved at lægge en beskyttende hinde over tarmen, så viruspartiklerne ikke på samme måde kan sætte sig fast, og derved forlader tarmen hurtigere. Produktet findes i breve til børn helt ned til 1 år, og i kapsler til voksne.
Når man har diarré, mister kroppen en stor del væske, og det kan være en god idé at indtage produkter, der bidrager til at opretholde sukker og saltbalancen i kroppen. Dette findes i form af Revolyt, som er et pulver, som opslæmmes i vand, eller Resorb, som er brusetabletter til opløsning i vand, eller Ecolyte, som er et færdigblandet præparat, som kan bruges til børn fra 10 kg.
Gode råd til egenomsorg
- Spis madvarer, som maven ikke skal bruge for mange kræfter på at bearbejde. Det kan være f.eks. saltkiks, ristet toastbrød og revet æble.
- Sørg for at drikke lidt. Det kan også hjælpe lidt på kvalmen. Undgå for meget sodavand og saftevand, idet for megen sukker kan trække væske ind i tarmen, og forværre diarré.
- Spædbørn bør ammes oftere end normalt.
- Undgå kaffe, cigaretter og alkohol
Hvornår skal man søge læge?
- Hvis et spædbarn har alvorlig diarré eller opkast
- Hvis et barns almentilstand er påvirket, dvs. hvis barnet er slapt
- Høj feber, blod i opkast eller afføring
- Udtalte mavesmerter
dinApoteker.dk februar 2026
Produkter vi anbefaler:
-
99,00 kr 97,00 kr
-
77,00 kr 75,45 kr
-
Varen er på lager54,38 kr 53,30 kr
-
84,95 kr 83,25 kr
-
84,95 kr 83,25 kr
-
52,95 kr